En AI’s viden, relevans og pålidelighed afhænger blandt andet af, hvor ofte den trænes og lærer nyt. For eksempel har ChatGPT-4o, ifølge OpenAI, ikke lært nyt siden oktober 2023.
Når vi efterspørger information, efter denne dato, er vi derfor afhængige af ChatGPT’s evne til at søge på nettet. Det gør den i realtid, og det kompenserer til en vis grad for den manglende opdatering.
Men det er desværre ikke altid, at din AI automatisk browser efter aktuel information, eller den information, den finder på nettet, er relevant.
Har din AI ikke en browserfunktion, skal du naturligvis være ekstra opmærksom på, om informationerne, den giver dig, er forældede.
Biden er åbenbart stadig præsident
I det følgende eksempel spurgte jeg ChatGPT-4o, om den kunne lave en liste over de seneste 5 amerikanske præsidenter. Det gjorde den så; men Joe Biden var noget overraskende stadig USA’s præsident her i februar 2025:

Først da jeg brokkede mig over resultatet, benyttede den sin søgefunktion og fandt via Det Hvide Hus’ hjemmeside frem til, at det rent faktisk er Donald Trump, der er præsident. Og undskyldte høfligt for ”forvirringen”.
ChatGPT er ikke Google
Sådan set tager ChatGPT ikke fejl, for den er sidst trænet i oktober 2023, og den ved derfor ikke, at der var præsidentvalg i november, at Trump vandt og blev indsat i januar 2025.
Problemet er, når din AI benytter sin ikke-opdaterede viden til at svare på aktuelle spørgsmål i stedet for automatisk at søge på nettet.
Man skal derfor ikke bruge ChatGPT og de øvrige chatbots, som man bruger Google. De er først og fremmest chatbots og ikke søgemaskiner, selvom nogle af dem kan søge på nettet.
Det kan du selv gøre
Her er 3 ting, du kan gøre, når din AI’s viden ikke er opdateret:
- Brug en stor AI-model, der ved nok om det emne, du arbejder med, som er opdateret for nylig og kan søge på nettet.
- Når din AI svarer ud fra sit træningsdata alene, så bør du sammenholde det med andre kilder – især hvis du ikke ved så meget om emnet.
- Bed din AI om at søge på nettet, når du efterspørger aktuel viden, hvis den ikke gør det automatisk. Husk også at bede om links til kilderne, hvis den ikke giver dig det, så du selv kan tjekke dem og bedre vurdere, om dens svar er relevant, troværdigt, eller om der findes andre perspektiver på emnet.
Læs mere: